tirsdag den 30. august 2011

Når træning bare er en fornøjelse

Becca og jeg er gået i skarp LP3 træning, med fokus på delmomenter, kriterier, timing af belønning, fart og præcision i alle øvelser. Der skal simpelthen ikke herske tvivl hos Becca om hvad hun skal gøre. Fulde øvelser er bandlyst undtaget til generalprøver og officielle prøver.

Fri ved fod har længe været en kamp, for jeg vil gerne have et super tæt og konsekvent følge, men uden at gå på kompromis med Beccas arbejdsglæde. Vi har været helt oppe og score 8,5 point i denne øvelse i klasse 3, men de sidste gange har jeg konsekvent ligget på max 7. Det skal der arbejdes på. Jeg træner nu på korte distancer og træner vendingerne særskilt for at få det tætte følge også når jeg drejer. Hellere 3 skridt der ser pissegodt ud, end 10 skridt med middelmådigt følge. Der trænes desuden særskilt ved igangsætninger, Becca skal rejse sig så snart jeg bevæger venstre ben. 2 skridtsøvelser og på-stedet-øvelser trænes også særskilt. Klik og belønning varieres, så motivationen fra Beccas side hele tiden er på sit højeste.

Stillingsskiftet er blevet betydeligt bedre eftersom vi mistede hele øvelsen de første to gange vi deltog i LP3. Siden Becca blev overfaldet af en anden hund, har hun ikke været tryg ved at arbejde selvstændigt på afstand af mig, ikke så heldigt i klasse 3. Vi er dog kommet langt. Pt. er problemet at hun udfører alle 6 skift, men hun rykker frem undervejs så vi mister de 2-3 sidste. Fokus ligger nu på bevægemønsteret. Bagbenene skal blive på stedet under alle skift. Jeg træner skiftene særskilt, dvs "sit-stå-sit", "dæk-stå-dæk" og "sit-dæk-sit". Jeg træner alle skiftene med Becca lige foran mig for at gøre hende helt sikker på bevægelserne og for at kunne klikke i det splitsekund hun laver den ønskede bevægelse. Samtidig træner jeg hold-positioner så hun styrkes i at afvente min kommando frem for at gætte sig til næste position selv. Der klikkes desuden efter hvert enkelt skift og belønnes inden næste skift udføres.

De udlagte apporter har været lidt en ælle-bælle øvelse. Enten går det skide godt, eller også går det slet ikke, der er ingen mellemvej. Jeg træner nu specifikt højre/venstre bevægelsen med apporterne på højde med Becca som står ved keglen, og ca. 5 meter fra hende på hver side. Jeg lægger apporterne ud og beder hende hente en tilfældig og ikke nødvendigvis den jeg lagde ud først. Becca skal derfor øve sig i at lytte 100% til min kommando og følge armens retning, og ikke løbe efter den hun så blive lagt ud. Problemet er at hun ofte til prøver enten slet ikke ser dommeren gå ud med apporterne, eller også ser hun kun den sidste blive lagt og løber derfor efter den forkerte. Når hun er helt sikker i retningerne, bliver apporterne lidt efter lidt flyttet skråt bagud indtil de ligger korrekt. Fokus er retningsbestemmelse og ikke selve apporteringen.

Springapportering er nok den øvelse, udover fællesøvelserne, som vi har allerbedst styr på. Det der skal pilles fra er tyggen i apporten og så skal jeg have langt mere fokus på eventuelle skævsidninger som er det eneste der trækker en smule ned. Afleveringen trænes særskilt uden spring, men med apporten mellem Becca og jeg så hun skal samle den op på vej mod mig og så sætte sig på plads. Det er ikke nødvendigt at træne springet frem mod apporten, det har hun helt styr på.
Stå, sid, dæk under gang kan vi med 66% præcision. Stå og dæk positionen sidder lige i skabet hver gang, men sit-positionen mister vi. Stå og dæk er nu delvist lagt på hylden, og istedet trænes der sit. Jeg går en smule langsommere end normalt og idet hun sætter sig, klikkes og belønnes der. Det er nemmest at træne hvis en erfaren klikker-handler holder klikkeren og klikker i det splitsekund bagdelen er på vej mod jorden, det er svært selv at se når man skal fortsætte sin gang fremad.
Indkald med stå - tja, hun stopper hver gang, bare ikke altid indenfor 3 hundelængder ;-) Der trænes nu selve stoppet på kort afstand ca. 10 meter. Jeg har forsøgt med at kaste en bold, hun er skideligeglad. Fokus er både hurtigt indløb og hurtigt stop! For hver gang vi har et stop, har vi vel 5-6 indløb uden hvor hun opmuntres til at komme hjem med 180/km i timen.
Fremsending har vi endnu ikke prøvet at få point i til prøver. Hun er ikke tændt nok på feltet. Vi er nu startet fra bunden. Til det skal bruges: 1 stks. felt, 4 stks. kegler, 1 stks. Becca og en helveds masse godbidder :o) Mål i første omgang: Becca skal søge midten af feltet fra alle sider, hurtigt og sikkert på 1 meters afstand. Sværhedsgraden kan øges ved at hun sendes ind med ryggen til feltet. Klik og ekstrem meget ros i det øjeblik hun lander i midten. Target (læs: musemåtten) er ikke inviteret til træningen! Jeg vil have fokus på at lande mellem keglerne, og ikke på at lande på target. Når hun er stensikker på 1 meters afstand både fra sit, dæk og stå, og fra alle vinkler øges afstanden til 5 meter. Fokus er stadig fart og sikkerhed.
Målet er at hun skal søge feltet fra 30-40 meters afstand - så er 20 meter ingenting når vi er til prøver. Hun belønnes for at stå i feltet - afdækning trænes særskilt.
Næseprøven har hun generelt styr på, hun fumler til tider lidt med at få ordentlig fat på pinden og så tygger hun på den, men ellers er øvelsen ok. Jeg træner særskilt at sidde og gå med pinden uden at tygge, samt at løbe direkte ud til og direkte hjem med pinden.
Jeg har mere end rigeligt at træne på indtil vi skal til prøve den 25. september i Fensmark, men jeg nyder det i ligeså høj grad som Becca gør. Jeg går jo stadig med en lille drøm i maven om at hun kan nå at få tre 1. præmier inden hendes 3 års fødselsdag, men det tager vi nu som det kommer.

På torsdag tager vi til træning i Sydkystens Hundeskole og søndag står den på træning i Albertslund gennem Sheltieklubben. Vi glæder os som sædvanlig!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar