torsdag den 8. september 2011

Når træning ender i overfald ;o)

Kalenderen siger torsdag - lidt endnu ihvertfald - og torsdag er pt. dedikeret til hundetræning i Sydkystens Hundeskole på Pauls mixede LP-hold. 1½ times intensiv, effektiv træning for både hunde og førere - det er den følelse jeg tager hjem med efter hver træningstime, uanset hvordan min træningspartner (læs: Becca) så har valgt at udnytte tiden ;o)

I dag må siges at være endnu en YES-dag! Godt nok synes hun at fællesdæk i dag bare skulle hedde "fælles..." men i stedet for at bande og svovle over at hun jo plejer at kunne ligge så fint, ja så måtte kriterierne jo bare sænkes så vi stadig fik en yes-øvelse ud af det. Første omgang fællesdæk lå hun vist samlet set 1½ minuts tid afbrudt af delvise belønninger. Når hun ikke bliver liggende er det såmend ikke fordi hun går sin vej, nej hun synes bare ikke dæk er en passende position så hun indtager stå i stedet. Dog så hun sig fritaget fra at blive liggende da hendes fører blev overrasket af en meget ivrig ung collie-han, der bogstaveligt talt sprang på mig bagfra, tror i lige jeg blev forskrækket! Becca kom dog hurtigt til undsætning, men nok mest for at sikre sig at angriberen ikke fik fat i skinkebidderne i lommen... ;o) Og de sidste mange gange har jeg troet at det var Becca han var smaskforelsket i ham Ike, men næ nej, det er sørme mig. Jeg har dog ikke pt. planer om at skifte min menneskekæreste ud med en ellers rigtig dejlig collie, beklager Ike.

Da vi lige havde sundet os ovenpå dén hændelse så fortsatte vi med fællessit. Der var ingen slinger i valsen :)

Resten af programmet forløb med springapport, en øvelse der kun mangler den sidste finish ved afleveringen, nemlig at hun holder op med at tygge på apporten. Derudover havde vi fokus på næseprøven, jeg trænede ikke en fuld øvelse, men havde primært fokus på opsamlingsdelen og afleveringsdelen som oftest er der det går galt. Vi er dog nået meget videre.

Sidst men ikke mindst overlod jeg klikkeren i Pauls kyndige hænder, for det er svært at se om Becca indtager korrekt position under gang. Det gør hun heldigvis oftere og oftere. Jeg fik også fokuseret rigtig meget på fremsendingen til feltet, jo mere erfaring hun får med forskellige kegler og omgivelser, des mere sikkerhed vil hun udvise til prøverne når hun skal finde feltet og så er der måske en chance for at få point i dén øvelse også, hvem ved... :)

Paul introducerede da forresten også en helt ny øvelse i dag, der involverede en engangstallerken, en ske og lækker jordbærlagkage. Øvelsen gik for hunden ud på at forsøge at få føreren til at tabe lidt kage, de fleste hunde benyttede sig vist af shaping - men beklageligvis var førerne vist ikke lige så samarbejdsvillige. Men ros til alle hunde for deres meget intense forsøg, og sikken en opmærksomhed de havde på førere ;o)

Vi takker for endnu en gang lærerig "leg" og glæder os til næste torsdag hvor mit fokus vil ligge på indkald med stop samt de udlagte apporter :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar