torsdag den 23. april 2009

Vandhunden Chico og nye billeder af Becca

Chico, mor og jeg var i svømmehallen idag. Det var dog kun Chico der skulle svømme. Chico var træt, men glad da vi havde svømmet et kvarters tid. Han nyder at kunne bevæge sig frit i vandet, uden at gigten generer ham :) Man betaler normalt 900 kr. for 10x30 minutter, men vi har fået lov at lave vores kort om til 20x15 minutter istedet, så det er bare kanon :) Vi skal afsted igen torsdag i næste uge.

Hjemme igen lå der en mail fra Lotte med nye billeder af Becca. Hun har fået øjne idag :) Jeg skal op og se hende første gang d. 7. maj. I kan tro jeg glæder mig!

tirsdag den 21. april 2009

Rally og lydighed i haven

Igår var vi så til rally. Den første time gik med teori, introduktion osv. Så både Chico og jeg blev lidt utålmodige. Da vi endelig kom igang brugte vi stadig meget tid med at gennemgå skiltene og der var Chico stået af pga. den lange ventetid, desværre.
Jeg håber der kommer lidt mere tempo på. Øvelserne var ellers rigtig gode, og kan bruges til alm. lydighed også. Vi fik lektier for til næste gang, som var nogle kontaktøvelser så Chico får fokus væk fra maden. For ja, han er meget madfikseret og glemmer sommetider at flytte benene.
Idag har den stået på mere klikkertræning, det er stadig apporten jeg arbejder med. Det går meget langsomt frem, for han har jo tidligere lært at skynde sig at slippe apporten for at få mad, så han vil ikke holde fast på den. På billedet står han med en af sine yndlingsting, en blæksprutte med piv.
På torsdag skal vi til svømning i Taastrup så han kan få krudtet lidt af og forhåbentlig hjælper det lidt på hans ben.

mandag den 20. april 2009

Så kom jeg på bloggen

Så lykkedes det mig også at få en blog, så nu må vi se om jeg kan finde ud af at bruge den. I denne uge har jeg fri til at skrive eksamensopgave, men man kan jo ikke skrive hele tiden, så jeg har også hygget lidt med Chico. Vi er igang med at træne apporten helt forfra med klikker. Da han i sin tid lærte den, har han aldrig fået lært at beholde apporten i munden, så ofte smider han den inden han når helt hen med den. Jeg klikker og klikker, men det er en langsommelig process, for han er ikke meget for at bære ting i munden. Men han har da gjort fremskridt fra at smide den med det samme, til nu at sidde et par sekunder inden han slipper :) Da vi blev trætte af det, kørte jeg hele LK1 programmet igennem. Det ligner til dels DKK's LP1, men næseprøve og stillingsskift er ikke med. Han klarede det nogenlunde. Frem og tilbage spring er ikke så god, og apporten mangler da jeg jo er ved at lære ham den helt forfra. Til gengæld er hans dæk og stå rigtig gode! Jeg vil gerne prøve ham på en LP1 i DKK, men han er ikke helt klar til det endnu, så der skal lige trænes lidt mere. I aften skal vi så til rally for første gang, det glæder jeg mig til at prøve. Men så er det vist også slut med flere hold indtil jeg starter hvalpehold med Becca når jeg får hende hjem fra Lotte :) hundetræning er ikke helt billigt.