fredag den 5. august 2011

Dommerseddel fra Sheltiedagen

Som lovet en mere detaljeret beskrivelse af hvorledes det gik i klasse 3 på Sheltiedagen i Helsingør den 16. juli 2011.

Fællesafdækning: 9 (18) - Ekstra kommando, ellers fint.
Sit i gruppe. 10 (30) - Fint.
Fri ved fod: 8,5 (17) - En flagren, ekstra kommando og skæv plads, ellers smukt følge.
Stillingsskift: 6 (18) - Ekstra kommando i 1. position. Hund mister 4. position idet den selv skifter og går tilbage, ekstra kommando i 5. position.
Apportering: 8,5 (25,5) - Ekstra kommando og skæv plads ved afslutning.
Springapportering: 10 (20) - Fint.
Stå, sit, dæk: 8 (16) - 2. position mistes.
Indkald med stå: 9,5 (28,5) - En fin opstandsning, skæv plads ved afslutning.¨
Fremsending: 0 - Hund kommer desværre ikke ud indenfor det tilladte antal kommandoer.
Næseprøve: 9 (27) - Hund taber og samler selv op, skæv plads.
Helhedsindtryk: 9 - Dejligt opmærksomt samarbejde. Arbejdsivrig hund der på dagen mangler den sidste disciplin, fint førerarbejde med passende appel og fin forståelse for hund og program.

I alt 209 point og en 2. præmie.

Næste prøve bliver DM i rally øvet på Bornholm den 27. august, efterfulgt af klasse 3 dagen efter, også på Bornholm.
Derudover er vi tilmeldt i Fensmark den 25/9 (LP3).

Jeg er desuden tilmeldt basiskursus i DKK den 14. august i Ølstykke. Ikke fordi det lokker vildt meget, men fordi det er adgangskriteriet til alle andre kurser i DKK, og jeg vil gerne på adfærd- og håndteringskurset når muligheden byder sig :)

Træningsmæssigt blev der alligevel luft i økonomien til at jeg kan deltage på LP-Stjerneholdet i Sydkystens Hundeskole, med opstart 11. august. Tiden går bare så langsomt, synes jeg! Jeg afventer stadig mail fra Hanne om de nye træningstider i Albertslund.

Ellers er vi bare faldet super godt til i vores nye palads af en lejlighed. Det har været lettere end jeg regnede med, at vænne mig til jeg ikke længere har en have. Becca er også helt ok med de nye forhold. Vi bor 5 minutters gang fra Kimmerslev-søen nu, hvor vi igår sneg os til en lille dukkert - ja, Becca var med i :)

Og sidst, til jer der ikke følger med på facebook, så skal Becca jo være "storesøster" omkring den 6. februar, hvis alt går vel. Jeg er gravid i uge 13+4 i dag og alt er vel med maven. Jeg er hårdt plaget af kvalme, men det er da stille og roligt på returen nu. Både Dennis og jeg, samt vores familier, glæder sig rigtig meget. Vi var til nakkefoldsscanning i fredags på Roskilde Sygehus, og fik en meget lav risiko for mongolisme. Derudover kunne vi se, at trods den lille ikke var mere end 6-7 cm på dagen, at den er meget aktiv. Der blev viftet vildt og voldsomt med både arme og ben :) På tirsdag skal jeg til første jordemoderkonsultation og 15. september har vi fået tid til misdannelsesscanning (og vi håber rigtig meget at den lille ligger ordentligt, så vi også kan se om det er en dreng eller en pige).

God weekend til jer alle derude.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar