mandag den 2. maj 2011

Afsluttende LP-prøver i DSSK

I går var pigerne og jeg til uofficielle LP-prøver i Sheltieklubben, og det var bare en super god dag. Vejret var perfekt, ikke for varmt og ikke for koldt, så det var til at holde ud for både hunde og førere.

Som nogle jo nok ved havde Bo (med Gismo) og jeg, et lille væddemål om hvorvidt Laura kunne slå hans 175 point i begynderprøven i efteråret. Jeg tog kampen op, men var godt klar over at det ville kræve et mindre mirakel, eftersom jeg har kæmpet en lang sej kamp med den lille diva, for at få hende til at samle søgeren op. Jeg fik ret, men vi endte nu ikke langt fra. Laura fik fuldt hus i alle øvelser, undtaget lineføring med 9,5 point og så den forbistrede næseprøve der fair nok kun udløser maksimalt 6 point når hunden kun lige løfter den korrekte pind. Men hun tog den rigtige, og det er det vigtigste! 171 point blev det til og jeg er mere end rigelig tilfreds med min lille tøs. Helhedsindtryk: "Superflot førerarbejde. Meget arbejdsvillig hund. En fornøjelse at se".
Nu gælder det for alvor på sheltiedagen i Helsingør hvor hun er tilmeldt klasse 1 - Bo er også tilmeldt og jeg har i sinde at give ham kamp til stregen ;) - hun når lige at fylde 10 måneder 5 dage inden prøverne, så det er jo bare helt perfekt.

Becca var også med i går og det var med en forventning om en del missede øvelser, men jeg skal jo starte et sted og det sværeste har været at samle mod til at prøve kræfter med klasse 3, så min første prøve skulle være i sheltieklubregi. Vi fik 0 i fem af øvelserne. I fællessit tror jeg hun var usikker, for hun rejste sig idet jeg gik fra hende, men blev ellers stående bomstille i det minut de andre skulle sidde. Det er en øvelse jeg ved hun har styr på, så der skal bare mere prøveerfaring til, så sidder den i skabet. Stillingsskiftet missede hun også, ikke fordi hun rykkede for meget frem, men fordi hun kun skiftede 2 gange efter mange kommandoer. Det var ellers en øvelse jeg var sikker på at få point i, men vi må jo ændre taktik så. Udlagte apporter var også et pænt 0, hun løb efter den forkerte og derefter ud af ringen. Indkald med stop, hun brugte vist 6 hundelængder på at stoppe, så heller ingen point dér. Feltet var heller ikke nogen succes igår, men det var ret generelt for mange af hundene, så det er småting. På trods af så mange missede øvelser var jeg pavestolt af min store tøs. Vi fik 10 i dæk, 9 i fri ved fod - en øvelse jeg har kæmpet SÅ meget med, så at det har givet pote nu er en kæmpe sejr. Springapporten var til 10, stå-sid-dæk var til min store glæde også til 10, for den har vi godt nok også kæmpet med - TAK Hanne for dine råd og gode vejledning. Næseprøven udløste 8,5 - Becca var åbentbart træt, hun synes hvertfald hun skulle aflevere dækkende 90 grader skævt ;) Helhedsindtrykket gav 6: "Dejlig arbejdsglad hund der endnu ikke helt forstår alle øvelser i denne svære klasse, med mere træning skal det nok blive fint".
Becca er tilmeldt klasse 3 på sheltiedagen - vores mål er at lave en forbedring og samle prøveerfaring i klassen. Det tror jeg er realistiske mål.

Tak allesammen for en rigtig hyggelig sæson, vi vender frygteligt tilbage til august!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar